Nyttig viden om Portvinstyperne

Romariz Vintage 1997 - en slumrende kæmpe!

Guide til de mest gængse portvinstyper:
 
Til manges forbavselse, skal det slås fast, at ”portvin er rød”, d.v.s, at god portvin er (med sjældne undtagelser) rød portvin. Forveksel ikke ”lys portvin” med hvid portvin, som er lavet af grønne druer. Lys portvin er en gammel portvin, som med årene har mistet farven.
White / hvid: almindelig, ca. 3 års lagring og ganske sød portvin.
White Dry / tør hvid: er i virkeligheden en halvtør og lettere aperitif-type. Prøv den med tonic ( 2/3 del ) og en skive citron: En kompetent "long-drink": De fleste kan nemt drikke en to-tre stykker - uden det kan høres. Lad bilen stå!
 
Ruby og Tawny: Der er ingen væsentlig kvalitets- eller aldersforskel mellem de to typer. De har begge ca. 3 års lagring. Betegnelserne angiver blot to forskellige stilarter. Ruby er mørk, mere frugtrig og krydret og er lagret på meget store fade.
 
Tawny er lysere ( nogle gange fordi den oftest blandes med hvid portvin ), er lagret på store og mindre fade, er knap så kraftig, mere oxideret og lidt blødere.
Allerede i basiskvaliteterne skelnes der mellem 19 og 20 % portvin. Den sidstnævnte er næsten altid bedst.
Tilsammen udgør basistyperne næsten 95 % af den totale produktion af portvin.
 
De senere års fusioner og opkøb har betydet en enorm koncentration af magt på få grupper, som tæller de mest betydende huse og de brands de ejer. Nogle brands er ikke huse i fysisk forstand med egen kælder og blender, men markedsføres alligevel som som huse.
 
De bedre portvinskvaliteter:
 
Her skelner man mellem Old Tawnies ( herunder Colheitas og blendede Tawnies ), som er decideret fadlagrede, Vintage og lignende, som man ”typemæssigt” kan kalde flaskelagrede.
Det er først nu, begrebet ”Tawny” siger noget om kvalitet og har en betydning, der rækker ud over ren markedsføring.
 
Blandings-tawnies: 10 Years Old, 20…, 30 Years Old og ”Over 40 Years Old”, er decideret fadlagrede vine, som først tappes, når de skal sælges.
Tapningsåret fremgår af etiketten. De er ”lyse portvine” med store kvalitetsforskelle.
Portvins i typerne 10, 20 og 30 Years Old angiver gennemsnitsalderen i blandingen. Over 40 Years Old betyder, at den yngste portvin i blandingen er 40 år gammel!
 
Colheita betyder både ”høst” og ”årgang”. Colheita er en Tawny fra én bestemt årgang, som skal lagres i mindst 7 år på fad. Den har to årgange på etiketten: høståret og tapningsåret.
Colheitas er i princippet drikkemodne, når de tappes og udvikler sig ikke videre på flasken.
Som regel bliver Colheitas først for alvor karaktérfulde, når de har fra 8-9 års fadlagring på bagen....
 
 
Reserva er en særlig god Colheita. Kriteriet er subjektivt og ikke altid retledende.
 
Vintage er en topportvin fra en enkelt fremragende høst, udvalgte marker og druesorter. Efter manges mening det bedste man kan få, men først og fremmest helt anderledes end Tawnies.
Disse tappes efter ca. 2 år på fad ( ofte ca. 15 mdr. efter høsten, men inden 1. juli i tredje år efter høsten ). De er mørke, tætte og ekstraktrige med en vældig rigdom af duft- og smagsnuancer. Det er ikke hvert år, alle portvinshuse ”erklærer” vintage. Nogle år er slet ikke vintage-år. Det er overvejende her, husenes kamp om prestige står. Vintage kan drikkes i deres ungdoms voldsomhed, men de bliver først ”modne” efter 20-30 år. Den kan dog blive betydeligt ældre, men pas på da nogle årgange allerede har toppet, trods løfter om det modsatte....Især er mange 1980´ere, 1982´ere, 1985´ere og 1987`ere meget udviklede!
Vintage Port oparbejder altid bundfald med alderen.
 
Late Bottled Vintage – LBV er ikke en vintage, som navnet på forvirrende vis antyder. Man efterstræber dog at skabe en vintage-lignende vin af god kvalitet og nogle huse kan lave ”traditionelle” LBV´er, som godt kan tage kampen op med en Vintage. Vores Barão de Vilar er et eksempel på den sidstenævnte type.
Late Bottled Vintage bliver tappet efter 4-6 års fadlagring ( bliver de 7 år på fad bliver vinen for fadpræget og bliver måske for tawny-agtig). LBV er altid fra én bestemt årgang og etiketten angiver både høståret og tapningsåret.
Nogle LBV´er er ufiltrerede og har alm. korkprop og vil oparbejde bundfald, mens andre (med vrideprop ) næsten ikke oparbejder bundfald og derfor er ”serveringsklare” efter åbningen. Romariz`LBV er af netop denne type, som bevidst er skabt lettere jvf "gruppens filosofi".
 
Vintage Character er en blended og måske kraftig Ruby med en gennemsnitlig fadlagring på store fade i ca. 4 år. Som navnet hentyder til, er den i bedste fald en anelse Vintage-agtig i stilen.
Denne type blev med virkning fra 1. januar 2004 ikke længere tilladt af Portvinsinstituttet og de ses heldigvis ikke så tit på markedet længere.
 
Årgangs-tabel med de sidst knap 58 års årgange:

Midtager 2 2605 Brøndby Denmark Tel: 0045 4363 3222 Fax: 0045 4363 3210
ViniPortugal