ViniPortugal  

Karlsmühle Lorenzhöfer Riesling Eiswein
Mosel 2007/2008 37,5 cl.


Eiswein tillaves af druer, der høstes, når temperaturen er under -7°C og presses, mens druerne endnu er frosne. På denne vis kommer kun den mest koncentrerede del af mosten med (da frysepunktet er lavere for sukkerholdigere opløsninger). Foruden at det er en kold omgang for plukkerne (som man altid bør skænke en venlig tanke, når man nyder en sådan eliksir), så er det også en særdeles risikabel affære at binde an med Eiswein-produktion. Dårligt vejr og vildsvin er konstante og meget reelle trusler, der mange gange spolerer festen.
Tysk Riesling i denne vægtklasse er en særdeles ”sejlivet” race, der er næsten udødelig. Det forekommer ikke så sjældent, at vinen lever længere end køberen! 
Vinen gennemgår en spændende udvikling fra en spæd, voldsom stil med højt syreniveau til en mere moden fase, hvor syre- og sødmefornemmelse viger en smule for udpræget mineralske og mere cremede aromaer.
Karlsmühle har Lorenzhöfer (flertal da marken har to under-inddelinger) som eneeje. Denne mark giver de mest voldsomme vine i porteføljen med et overskud af kraftfuld, næsten eksotisk frugt.

2007-årgangen gav en meget ekstraktrig vin med moden syre. Duft og smag er et inferno af lime og citronmelisse med en anelse røde bær og lidt kanel, alt sammen med enorm intensitet, der sætter mundens receptorer på overarbejde!
2008-årgangen har en lidt slankere stil, men til gengæld en fastere syre og en mere transparent frugt, så mineraliteten skinner tydeligere igennem.
Hvilken årgang er da den bedste?
- umuligt at svare på, da begge er smukke børn!

Smagen i Lorenzhöfer Eiswein er fyldig og cremet med enorm koncentration og dog alligevel med stor friskhed. Eftersmagen er superlang og med den rette 'salte' mineralitet, der ikke trætter mundtøjet.
En udpræget meditationsvin, der dog også vil gøre det godt med en lækker sorbet på lyse bær eller krydderurter, til lime-/citrontærte eller 'blot' til en omgang kærligt syltet frugt.

« Forrige Tilbage til liste Næste »
Kontakt os
Produced by TypoConsult