ViniPortugal  

Bodegas Emilio Hidalgo

Bodegas Emilio Hidalgo blev grundlagt i 1860 og er beliggende centralt i den gamle bydel i Jeréz de la Frontera, omkranset af hvidkalkede mure der modstår vinterens kulde og ikke mindst de bagende varme sommermåneder.

 

Det historiske sherryhus har siden begyndelsen været ejet af samme familie, som har videreført de stolte håndværksmæssige traditioner i de smukke gamle bygninger, som huser fade helt tilbage fra begyndelsen.

Der er i det hele taget meget low-tech og megen historisk atmosfære over Hidalgos bodega, hvor alt synes at gå i et adstadigt tempo, og hvor tiden synes at være gået i stå. Frilandsmuseet er den første association, når man træder ind i bygningerne!

Vinene rækker over en stribe prisbillige basis-typer i mere end god kvalitet (La Carma og Panesa) - til personlige og kvalitativt flotte og enestående vine med Hidalgo-familiens eget navn, og med en PX Reserva "Santa Ana Privilegio" fra 1861 som husets præmierede flagskib, der kun sælges i meget begrænset omfang. Det forstår man godt!

 

Husets ubestridelige kvalitetsniveau bekræftes af Robert Parker's Wine Advocate, der skriver følgende:

"The Emilio Hidalgo sherry lineup is first class, considerably less expensive than the above star (Santa Ana PX, red.) of the portfolio, and very much worthy of consumer attention"

 

Vinene rækker over Manzanilla, Fino, Amontillado, Oloroso Seco, Cream, Pedro Ximénez (16 år), Pedro Ximénez Santa Ana de Pasas 1861 og den sjældne Palo Cortado. Derudover fremstilles såvel brandies som fornem sherry-eddike.

 

En sherrys holdbarhed efter åbning varierer alt efter typen. Fino-typerne holder desværre ikke mere end et par dage i køleskab. Oloroso Seco holder op til et par måneder, mens Cream og PX næsten er udødelige!

 





Tidløs stemning i Emilio Hidalgos kælder

Pedro Ximénez

Mens de fleste sherryer tager udgangspunkt i Palomino-druen, er denne sherry fremstillet af håndhøstede, soltørrede Pedro Ximénez-druer, som er en uhyre aromatisk druetype. Den dyrkes i det det sydlige Andalusien og har sin berømmelse fra DO Jeréz og DO Montilla-Moriles.

Den ekstraktrige druesaft anvendes oftest til at opjustere sødmen i sherry-typer, især i Cream Sherryer, men alene er denne mørke og viskøse Pedro Ximénez (eller blot P.X) en tyktflydende eliksir med voldsom fylde og power. Dette er ikke en opvisning i skrøbelig, forfinet nippevin, men en dunkel magtdemonstration af en vin med enorm koncentration og kilometerlang eftersmag! Druerne til denne søde vin høstes sent på året ved håndkraft, når sukkerindholdet er særdeles højt, hvorefter de rosinlignende druer får lov at tørre på bastmåtter, så kun en tyktflydende most indgår i gæringen. Den færdige vin lagrer herefter i en lang årrække på fade i kælderen. Vinens restsukkerindhold (ca. 200 gram/liter) kan få enhver bugspytkirtel til at skælve, men alligevel fremstår vinen harmonisk, idet syreindholdet afbalancerer helhedsindtrykket.

Resultatet er en vin, som kan nydes let afkølet som afslutning på et godt måltid, til eller oven på på iscreme-baserede desserter - gerne med syltede svesker, figner el. lign., til Sacher Torte, til ekstralagret Manchego eller slige typer eller som bastant modspil til juleknas. Den umiskendelige hilsen fra “rosinerne” og indslag af figen, svesker og tørrede dadler er et gennemgående smagsindtryk, der krydres med kaffebønner, nødder og puddersukker. Hidalgo P.X. er særdeles tyktflydende med en fylde, man skal tygge sig igennem og en eftersmag, der bliver hængende i flere minutter.

Vinen vinder ikke ved lagring, men bliver heller ikke ringere – og kan holde sig i flere måneder efter åbningen.

92 points Wine Spectator + blandt "top 2008 values"
"This has good cut driving the caramel, butterscotch, raisin and orange peel flavors. There's a slight burnt edge, but overall this is beautifully balanced and melts in the mouth."

Guld på Mundus Vini 2005


Vinder af 'Oscar del Vino' i 2003 for bedste udenlandske dessertvin hos AIS - den italienske sommelierforening, der udgiver en af de mest pålidelige italienske vinguider.

18,5/20 points Berliner Weinführer 2005

92 points Wine Enthusiast Magazine
"Licorice city on the nose, so much so that it smells like the real thing. In the mouth, it is thick as they come. Flavors of maple, white raisins and milk chocolate are in your face and delicious. Expect a syrupy wine that requires a knife to cut through. Still, it’s a wonderful reflection of this generous, sweet-leaning grape"
Download printvenlig PDF (ca. 167,96 kB) « Forrige Tilbage til liste Næste »
Kontakt os
Produced by TypoConsult