ViniPortugal  

Romariz Reserva Latina

Romariz Reserva Latina Port er en blended Tawny, fremstillet af udvalgte, yngre og aromatiske vine med mellem 4-7 års lagring på mindre fade for at oxidere vinen og bidrage med rancio og cremet sødme.

Romariz, som indgår i gruppen Quinta & Vineyard Bottles, trækker på mange af de yngre vine, som indgik i de lagre som gruppen erhvervede efter overtagelsen af portvinshuset Borges samt de lagermæssige synergier efter indlemmelsen af huset Croft, foruden juvelerne Taylor´s og Fonseca.
Herudover deler man adgangen til gruppens topmoderne vinifikations-center i Douro Superior, Quinta do Nogueira som er udstyret med stållagares med fodtrampesystem, styret af robotter!

For basis-vinenes vedkommende hentes råmaterialet herfra og fordeles til de forskellige brands som gruppen kontrollerer - hvilket er en behændig måde at klar kapacitetsproblematikken med den såkaldte "Lei do Terco", som forbyder et portvinshus at sælge mere end 1/3 af lagerbeholdningen inden for en 12 måneders periode.

Romariz Reserva Latina var et af Romariz-familiens mærker, som især var succesfulde på de vigtige oversøiske markeder i 1960erne inden Romariz blev overtaget af Guimaraens-familien.
Selve vinen befinder sig et behageligt sted mellem en bedre, traditionel Tawny og en 10 års Tawny og besidder ungdommens charmerende tæthed og sødme, kombineret med alderens blide, cremede fylde; altså portvinen til den, som ikke kan beslutte sig for, hvad man skal holde af! Den præsenterer sig med en lys mahognifarve, duft af moscatel og honningnoter med elegant fadpræg. Sødmen er så absolut til stede, men afbalanceres af syrerne og slutter harmonisk i eftersmagen.

Perfekt som aperitif, til blåskimmeloste til nøddebaserede kager, desserter med tørret, syltet frugt og til julesmåkager.

Vinder af Vinalies d’Or på Vinalies Internationales i Paris
« Forrige Tilbage til liste Næste »
Kontakt os
Produced by TypoConsult