ViniPortugal  

Pinot Gris Vendanges Tardives
AC Alsace Grand Cru Brand 2004


Den granitholdige Grand Cru Brand er Turckheims stolthed. Marken opsamler masser af solskin og druerne har her ingen problemer med at opnå høje mostvægte samtidig med, at de holder godt på syreniveauet. I gunstige år producerer Armand Hurst de søde specialiteter. Druerne ramt af ædelråd/Botrytis Cinerea går til Selection de Grains Nobles, mens de senthøstede, indskrumpede 'sunde' druer går til Vendanges Tardives.
'Vendanges Tardives' er vor franske venners term for sent høst, og det er netop hvad det er! Den sene høst - typisk i november måned - akkumulerer rigeligt med sukker for at kunne give en naturligt sød vin. Den aktuelle årgang holder 90 gram restsukker/liter og holder 14% alk. vol.

I årgang 2004 har Hurst høstet druer, dehydreret og søde efter den sene høst men samtidig med et højt syreindhold, der i den færdige vin giver en herlig syre-sødmebalance. Duft og smag udviser intenst krydrede nuancer af pære og mandel med kraftig 'gylden' frugt og blomstrede nuancer. Syren er rank og moden og holder sødmen i kort snor, så vinen bevarer en slank profil trods aromarigdommen.

Vi anbefaler at denne vin serveres i omegnen af 11-13°, gerne som ledsager til kraftigere oste, terrine af foie gras eller en ikke for sød mandeltærte. Vinen er mere end drikbar allerede, men den vil også kunne henlægges adskillige år frem, hvorved de mere røgede aromaer forstærkes og sødmefornemmelsen vil vige en smule.

Vinen er tappet i en praktisk 50 cl. flaske, der mængdemæssigt passer til ca. samme antal personer som en normal tør vin i 75 cl. flaske.

Guld på 'Pinot Gris du Monde' i Strasbourg
« Forrige Tilbage til liste Næste »
Kontakt os
Produced by TypoConsult