| Riesling ’Schneckelsbourg’ Grand Cru Brand AC Alsace Grand Cru 2007 Domaine Armand Hurst er et lille familiedrevet vinbrug i Turckheim, der råder over knap 10 hektar marker, som er tilplantet med de klassiske alsaciske druesorter. Familien står selv for alt, lige fra markpleje, over vinifikation og aftapning til særdeles mangelfuld markedsføring (som holder priserne på et tåleligt niveau!). På Grand Cru markens Brands granit- og kalkholdige jord ved Turckheim henter Armand Hurst druerne til denne vin fra 40 år gamle Riesling-vinstokke. Vinen, som produceres i et meget begrænset oplag på ca. 2.000 flasker, er vinificeret traditionelt og lagres inden aftapningen længe på fingæren i store, gamle træfade. I duft og smag fornemmes Rieslingdruens umådelig elegante profil med frisk citrus, pocheret pære, hvid fersken, æbleblomst samt en meget kompleks mineralitet, der skærper sanserne og holder vinens frugtighed i skak. I munden fornemmes let fylde, men ikke desto mindre er vinen rank og klokkeklar i udtrykket. Smagsmæssigt er vi i den tørre ende, men koncentrationen og modenheden af druematerialet gør alligevel sit til, at denne vin allerede nu giver masser af drikkeglæde og ikke fremstår spor asketisk. Ved yderligere henlæggelse vil den primære frugt aftage i intensitet og mineraliteten langsomt overtage herredømmet i takt med at syren blødgøres. Riesling af denne kaliber er formidabel madvin, der med sin rige aroma og ranke syre egner sig til en bred vifte af retter og stilarter. Lidt forsømt i dansk regi er de klassiske, rustikke alsaciske tilberedninger med svinekød og syrerig kål, som ved den rette tilberedning er et fantastisk match. Ellers er der et utal af fiskeretter, som vil klæde denne vin. Endelig er dette dejlig aperitifvin, hvis man har brug for en god start på aftenen. Nydes af rummelige glas ved 10-13 grader, hvor vinen stadig er let kølig, men hvor aromaerne får lov til at udfolde sig – det gør de ikke ved køleskabstemperatur. |
![]() |
| « Forrige | Tilbage til liste | Næste » |





