| Casa de la Ermita Crianza DO Jumilla 2006 Jumilla-distriktet er beliggende i det sydøstlige Spaniens Murcia-region, som herhjemme desværre primært er kendt for sine helt billige hverdagsvine. En helt anden side af historien om Jumilla tegnes af visionære producenter, der med dygtighed formår at lave gode blends af lokale druetyper i selskab med “internationale” druer. Casa de la Ermita Crianza er lavet med udgangspunkt i druerne Monastrell (Mourvèdre) og Petit Verdot, dyrket på Murcias højest beliggende vinmarker, hvor de deraf følgende lave nattemperaturer sikrer den nødvendige syrefriskhed i druerne, der skal til for at lave balanceret vin. Efter høsten modtages druerne øverst i vineriet, hvor de presses otte meter over det niveau, hvor de året efter tappes. På denne vis kan den videre transport af most og vin foregå udelukkende ved hjælp af tyngdekraften, så kvalitetsforringende pumper helt undgås. Efter vinifikation på temperaturkontrollerede rustfri ståltanke lagres vinen ni måneder på egefade, før vinen sammenstikkes og flaskes. I både duft og smag fornemmes et ungdommeligt præg af kirsebær med balsamiske noter, kaffe, kakao og kanel. Smagen har disciplineret fylde og besidder en god balance mellem saftig, moden frugtfylde og syrefriskhed. Fadlagringen er veldoseret – her er det frugten, der er i centrum, hvor fadets polerede tanniner bidrager med den rette struktur og lidt krydrede nuancer på aromasiden. Madmæssigt vil vinen klæde en stegeret, ikke for krydrede gryderetter eller ’hårde’, lagrede oste. Vi anbefaler at servere vinen i omegnen af 16-17°. |
![]() |
| « Forrige | Tilbage til liste | Næste » |





