ViniPortugal  

Casa Cadaval Pinot Noir 2005
Vinho Regional Ribatejano


Casa Cadavals Pinot Noir er fra udkanten af den lille flække og grevskabet "Muge" i det centrale Portugals frodige Ribatejo-distrikt. Distriktets gennemskæres af Tejofloden og i portugisiske folkemunde kaldes det "terra de melão", (Melon-landet!) grundet sin frodige, næringsrige og marskagtige landbrugsjord, som er Portugals køkkenhave blot ca. 70 km fra hovedstaden Lissabon. Her hersker den portugisiske land-adel og små og store gårde (Quintas) ligger her som Château´er som perler på snor og med fornemme efternavne, som vidner om er rigt landbrug med en blanding af vin, korn, grøntsager og dyrehold. Casa Cadavals historie rækker tilbage til det 17. århundrede, hvor land-aristokratiet fik overdraget retten til herligheden i 1648. Siden da har den samme familie med skiftende held drevet et blandingslandbrug. Først de sidste 10-15 år har man her haft et fast fokus på produktion af vin med en - for Portugal - sjælden population af importerede druesorter, såsom Chardonnay, Cabernet Sauvignon og Pinot Noir - sidstnævnte indført på Casa Cadaval i 1953. Udover disse drusorter, dyrkes endvidere Trincadeira, Castelão og Alicante Bouchet, som alle anvendes i blends eller som enkeltdruevine.

Casa Cadaval Pinot Noir fra den glimrende 2005 årgang er lavet på 100% Pinot Noir fra ældgamle, lavtydende stokke, som her leverer en bastant og maskulin rødvin med hår på brystet! Dette er ikke Pinot Noir, som vi kender den fra Bourgogne, men en vin hvor Pinot-karakteren er afløst af mørke og dystre bær med en massiv tanninstruktur, der kræver tid på flasken. Under plankeværket (6 måneder på barriques) fornemmes begyndende animalske aromaer, så denne vin kræver tid på flasken....et velkendt begreb i Portugal!  Vinen er lavet af Rui Reguinga, som er en af de yngre winemakers, der har trådt druer med Portugals kendteste winemaker J. Portugal Ramos.

Nyd vinen lidt under stuetemperatur ved 16-17 grader til noget mere maskuline kødretter, end man normalt vil forbinde med Pinot Noir-druen.
« Forrige Tilbage til liste Næste »
Kontakt os
Produced by TypoConsult